Hvem er vi, og hvad kan du bruge os til?
Vi er et renseri og vaskeri med egen produktion i forretningen. Det betyder, at du får dit tøj hurtigt igen. Du kan få renset eller vasket de fleste tøj- og boligtekstiler hos os. Vi stiller mange års erfaring og moderne maskiner til din rådighed. Du kan således være tryg ved, at dit tøj bliver skånsomt behandlet og er i kyndige hænder.
Udfordring at vælge det rigtige renseri!
Der er mange ting, der kan gå galt i denne branche, og derfor er det heller ikke den nemmeste opgave at vælge et nyt renseri. Vi har ikke lyst til at skamrose os selv med tomme floskler. Men vi vil gerne give dig et retvisende billede af, hvem vi er, hvad vi kan og står for, og hvad vi ikke kan. Så har du noget at vælge ud fra.
Indehaver – Anders Meldgaard
Jeg overtog renseriet i 1995 fra min onkel. Det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle havne i denne branche. Jeg havde en agronomuddannelse fra Landbohøjskolen på Frederiksberg (nu LIFE under Københavns Universitet) og en civiløkonomuddannelse/HD fra Handelshøjskolen bag mig.
Onkel ringede og sagde, at han lige først ville spørge mig, inden han sendte renseriet videre til ejendomsmægler. Min første reaktion var, at det slet ikke var i den retning, jeg skulle. Men det vendte langsomt, og iværksætteren i mig vandt til sidst.
Det har jeg ikke fortrudt! Min biologisk/kemiske og økonomiske uddannelse har heller ikke været spildt, men hjulpet mig i at udvikle forretningen og være nede i enkelthederne. Det er i mine øjne en branche, hvor detaljer og nøjagtighed er vigtig.
Mine opgaver i forretningen er i “maskinrummet” ude bag ved. Pletbehandling, køre rense-, vådrense- og vaskemaskiner og holde produktionen i gang.
Fantastiske medarbejdere i Flex Rens
Aamir

Aamir har været i Flex Rens i mange år. Helt siden 2005. Han kom ind i forretningen med erfaring fra renseribranchen, og han har siden udviklet sig til en kapacitet. Aamir kan det hele! Men han står fortrinsvis for det krævende pressearbejde, hvor man skal have styr på, hvordan tekstilerne skal behandles, og hvad de kan tåle, og hvad de IKKE kan tåle. Aamir har kun én fejl – han er nogen gange fór pertentlig – godt for kunderne!….. måske godt for forretningen 😊
Se her hvordan Aamirs venskab med Casper Christensen opstod: Aamir og Casper bliver venner
Samira

Samira – Aamirs kone – har været i Flex Rens siden 2014. Denne branche kræver bare så meget viden, og det har Samira på bedste vis tilegnet sig gennem årene. Det er typisk hende, du vil møde ved disken, når du indleverer dit tøj. Samira er meget tålmodig og imødekommende og løser udfordringen med at forklare mulige udfordringer og forventningsafstemme på bedste vis.
Hvad står vi for?
Vores værdigrundlag er præget af Anders´ (indehavers) jyske opvækst og længere uddannelsesforløb. Nøgleord er ærlighed over for vores kunder og omhu. Vi har en faglig stolhed over at kunne vores håndværk. Det er altid berigende for os, når en kunde udtrykker glæde over et godt resultat af en udført vanskelig opgave.
Alt tøj bliver omhyggeligt gennemgået for pletter, renset og derefter presset/strøget helt igennem. Vi behandler altid dit tøj endnu engang, hvis vi eller du mener, der er mulighed for forbedring.
Det vi ikke kan
Vi garanterer af princip aldrig for, at pletter går af. Langt det meste får vi væk, men af erfaring ved vi, at man aldrig kan vide med sikkerhed om en plet går af. Det er uprofessionelt at garantere det. Vi kan give dig et bud på, hvad vi mener chancen er – næsten sikkert, måske eller svært. Omvendt er vi også indimellem blevet overrasket over, at pletter forsvinder, vi ikke havde regnet med at få væk.
Hvad med miljøet?
Ja, det kan godt være lidt trættende at læse om, at ALLE er så miljørigtige på papiret. Vi er ikke sikre på, om vi er de bedste, men derimod at vi ikke er de dårligste. Det mest relevante må være, at give dig nogle få facts, som du så selv kan forholde dig til. Vi bruger udelukkende produkter certificeret af EU-Blomsten. Vi er nøjeregnende med at opfylde alle krav fra miljømyndighederne. Læs om EU-Blomsten og miljøtilsyn her
Vores forbrug af olie til produtionen er CO2-kompenseret gennem Shell – d.v.s. vi betaler ekstra for brændstoffet for at holde det C02-neutralt. I mange år har vi haft vindmølleandele, for at kompensere for elforbruget. Vi har investeret i anlæg til opsamling af kølevand fra rensemaskine. Det opvarmede vand bruges til vask, hvilket giver en energibesparelse. Se mere om CO2 her
Derudover har vi de seneste år investeret meget i vores produktionsanlæg. Nye maskiner er mere energibesparende, mere effektive og derved mindre forurenende.
Vi er medlem af Dansk Renseri Forening
Det sikrer dig som kunde, at vi er opdateret med den nyeste viden indenfor branchen. At vi har deltaget i forskellige kurser indenfor pletbehandling og finish. Og ikke mindst det for medlemmer obligatoriske miljøkursus.
Ligeledes har vi gennem Dansk Renseri Forening en forsikringsordning, hvis uheldet skulle være ude, og at vi selvforskyldt kommer til at skade dit tøj. Det skulle gerne give dig større sikkerhed og tryghed ved at benytte os som dit renseri. Du kan læse om vores brancheforening her.