Østerbrogade 87 – 2100 København Ø

Pletguide

Hvordan de mest almindelige pletter behandles

På denne side kan du finde noget om, hvordan nogle af de mest hyppigt forekommende pletter kan behandles.

Pletter kan groft sagt opdeles i 2 typer. Vandopløselige, som kan være mælk, vin, kaffe, græs og de fleste pletter fra fødevarer generelt. Og fedtopløselige, som madolie, mascara, tjære, smøreolie, kuglepen og lign.. Vandopløselige pletter vil ofte gå af ved almindelig vask, mens fedtopløselige går bedst af i rens. Nogle pletter kan være begge dele.

Indimellem  er det dog nødvendigt at pletbehandle først. Og der er pletter, som kan være svære eller umulige at få af. Eksempelvis pletter som har siddet lang tid på tøjet eller har fået varme. Lim og farve er også ofte umuligt at få væk.

I det efterfølgende har du en liste, i alfabetisk orden, over de mest almindelige pletter og deres behandling. Som udgangspunkt forudsætter vi, at  textilerne kan vaskes. Vær altid opmærksom på om tekstilerne er særligt sarte, da der kan være nogle, som ikke tåler særlig godt nogle af de nævnte pletmidler.

Ved tekstiler som skal renses, er det generelt bedst ikke at gøre alt for meget ved pletterne inden, da det ofte gør det sværere for renseriet bagefter. Typisk vil brug af vand med det samme, hvor det er påkrævet, være tilstrækkeligt. Derefter er det en fordel, at indlevere det til rens så hurtigt som muligt.

Blod

Friske pletter skylles med det samme i koldt vand. Der kan bankes let med en børste på pletten, til den er væk. Derefter vaskes tøjet i maskine. Gamle pletter kan lægges i blød i en halv time i lunkent vand tilsat et enzymholdigt vaskemiddel. Til silke og uld anvendes koldt saltvand – 2 spiseskefulde salt til 1 liter vand. På renseriet har vi et blodløser forbehandlingsmiddel, som jævnligt hjælper os med at opløse gamle indtørrede blodpletter.

Chokolade

Først skrabes forsigtigt så meget som muligt af chokoladen af. Tøjet kan også lægges i fryseren, hvorefter chokoladen skrabes/børstes af. Pletten fugtes med ufarvet opvaskemiddel og skal ligge nogle timer, inden tøjet vaskes.

Fedt, smør og madolie

Ved vask over 60 °C går fedtpletter normalt af tøjet. Hvis pletten ikke går af, eller hvis tøjet kun må vaskes ved lavere temperaturer, kan pletten behandles med ufarvet opvaskemiddel, hvorefter tøjet skal ligge i 4-6 timer, inden det vaskes. Ved sarte stoffer eller farver kan rensning normalt fjerne fedt og olie uden problemer.

Kaffe

Er nemmest at fjerne ved straks at skylle pletten under koldt rindende vand. Der kan evt. gnides let og derefter vaskes i maskine. Gamle pletter kan behandles med glycerin og ligge natten over. Tøj, der skal renses, indleveres hurtigst muligt til renseriet.

Kuglepen

Fjernes med sprit. Husk at bruge et sugende underlag, f.eks. køkkenrulle, til at optage væske og farve, således at pletten ikke breder sig. Gentag behandlingen indtil der ikke er mere farvestof tilbage. Lad evt. tøjet ligge med opvaskemiddel 4-6 timer inden det vaskes.

Vores erfaring i renseriet er, at vi normalt kan få en kuglepensstreg væk, mens en decideret plamage næsten altid er umulig at gøre noget ved. Så har du et problem med udløb fra en kuglepen, vær da forsigtig, da du let vil kunne gøre det værre, ved at pletten løber ud (bliver større).

Rødvin

Friske pletter skylles så hurtigt som muligt i rindende vand, til de er helt væk. På gamle pletter påføres farveløst opvaskemiddel og skal derefter ligge 10-12 timer, hvorefter tøjet vaskes. Er rødvinspletterne svære at få af, kan man også lade dem ligge natten over med glycerin på. Lad dem derefter ligge lidt med opvaskemiddel på, inden tøjet vaskes.

Stearin

Først fjernes så meget stearin som muligt mekanisk. Det kan gøres ved forsigtigt at skrabe med f.eks. en ikke alt for skarp kniv; men pas på, specielt med sart tøj. Alternativt kan man lægge tøjet i fryseren, til stearinen er blevet hård, hvorefter det brækkes/skrabes af. Derefter fjernes resten med renset benzin. Lad det så tørre for til sidst at lade det ligge et par timer med farveløs opvaskemiddel på pletten. Til sidst vaskes tøjet.

En del bruger også det gamle husmoderråd med at lægge et kaffefilter eller køkkenrulle under og over stearinpletten, hvorefter der stryges/varmes forsigtigt med et strygejern. Vær dog her forsigtig med at strygejernet ikke er for varmt, da man ellers risikerer at stryge stearinen ind i materialet, hvilket kan gøre det vanskeligere at fjerne.

Er det sarte tekstiler eller vil du være helt sikker på at stearinen går væk, kan det anbefales at rense det, da det er en af de ting der opløses effektivt i rens.

Tyggegummi

Tøjets lægges i fryseren i en plasticpose i et par timer, indtil tyggegummiet er blevet hårdt. Alternativt kan man lægge et fryseelement eller en pose is ovenpå pletten. Derefter brækkes/skrabes det af. Den sidste rest fjernes med renset benzin. Lad det til sidst ligge med opvaskemiddel på pletten hvorefter det vaskes.

Vi kan også hjælpe dig

Vi har på renseriet forskellige pletfjerningsmidler og opløsere til gamle pletter. Hvis du foretrækker at lade os tage sig af sagen – ved tøj der skal renses, er sart eller vanskelige pletter – er det altid en fordel, hvis vi får tøjet så hurtigt som muligt. Du kan evt. pakke det ind i en plasticpose, hvis pletterne stadigvæk er fugtige, så de ikke tørrer ind. Husk at det kan være svært at få en plet af, hvis tøjet først er vasket, og den ikke er gået væk.

Få op til 50% rabat på udvalgte lørdage her!